Under Shoá – holocaustet – i det nazibesatte Europa, var jeg med til at redde nogle jøders liv. For at gøre det, måtte jeg risikere mit eget liv og handle imod de gældende love, som beskyldte jøderne for alt ondt og tilskyndte os til at forfølge, plage, anholde og myrde dem. Jeg vidste, at jeg ville dele skæbne med de forfulgte, hvis jeg blev opdaget. Jeg reagerede næsten uden at tænke mig om og som jeg kunne over for lidelsen, ydmygelsen, uretfærdigheden og mordet. Det var ikke folk, som blev beskyldt for noget, de havde gjort, men for blot det at være født. De blev forfulgt for grunde, de ikke kunne forstå, uden at de kunne forsvare sig eller beskytte deres børn. Det var mig umuligt at forblive ligeglad. Selv om de ikke tilhørte min familie, selv om de ikke var mine venner, selv om jeg ikke engang kendte nogle af dem, kunne jeg ikke blive ved med at leve mit eget liv uden at række min hånd. Selv om de måske tænkte anderledes, troede noget andet, talte et andet sprog, eller de fysisk så anderledes ud, så kunne disse forskelle ikke skjule, at de var personer ligesom jeg. Tværtimod, i disse forskelle kunne jeg genkende mig selv, fordi jeg vidste at, set fra deres synsvinkel, var jeg den, som var anderledes. Det menneskelige er forskelligt, og forskellene mellem individer og grupper hører med til vores menneskelighed. Hvad de gør mod andre personer gør de også på en måde mod mig selv. Hvad der sker omkring mig er til dels også mit eget ansvar. Jeg modstod fristelsen til at affinde mig med, at der intet kunne gøres. Og jeg var ikke alene. Selv om de ikke var mange, var der også andre som mig, der beviste med deres opførsel at man altid kan gøre et eller andet.

Selvfølgeligt var jeg bange. Selvfølgeligt var det ikke nemt. Selvfølgeligt var jeg tit ræd for hvad der kunne ske mig og længtes efter min tabte bekvemmelighed. Men der var ikke tid til beklagelse eller længsler eller svagheder. Det var en presserende sag at forholde sig til den rædsel, der omgav mig. Finde mulige skjulesteder, gode falske identitetskort, nok mad, penge, medicin, bilægge sygdomme og andre problemer, som hele tiden opstod, overtale andre folk til at hjælpe, hemmeligholde min opførsel over for naboer, venner, bekendte og slægtninge, som kunne angive mig. Jeg måtte lyve, bestikke, og samtidig foregive et almindeligt liv for ikke at vække mistanke. Jeg vidste, at jeg kunne blive opdaget. Jeg gjorde mit bedste for at passe på, og jeg havde den held, som andre ikke havde, at det lykkedes mig at redde nogle personer uden at blive opdaget.

Det, jeg gjorde, var strengt forbudt. Jeg begik den forbrydelse at være ulydig mod lovene med en bevidst og urokkelig overbevisning. Imod hvad loven befalede, valgte jeg hvad jeg syntes, var rimeligt, hvad jeg troede, var rigtigt. En lov, som tilskynder til at gøre det onde er for mig uacceptabel. Selv om propagandaen insisterede på, at de ikke var personer, at de var fjender, og at hele samfundet ville være tjent med deres forsvinden, kunne jeg ikke lade være med at se en person ligesom jeg i hver enkel af dem, en person som havde den samme ret som mig til at leve. Der findes moralske bud som rangerer over enhver lov, det er de bud, som vejleder os, og som jeg vil forsøge at videregive til mine børn for at de også skal videregive til deres egne børn. Det gode er for mig en klar og enkel idé, som kan sammenfattes i buddet “du skal elske din næste som dig selv”. Og ethvert menneske er min næste, uanset hvad det tænker, hvad det tror, eller hvilket udseende det har.

Dette er mit legat. Det er hvad de har lært mig. Jeg fortjener ikke noget for min indsats og har heller ikke krav på nogen som helst anerkendelse. Det var kun hvad der skulle gøres.